Passionsfrugt er en C-vitaminbombe, der er godt for hud og hår

Passionsfrugt er en C-vitaminbombe, der er godt for hud og hår

Passionsfrugt (Passiflora edulis) er en tropisk frugt, som oprindeligt stammer fra Brasilien, men dyrkes også generelt i andre lande i Sydamerika. I dag dyrkes den desuden i flere tropiske lande rundt omkring i verden. Udseendemæssigt har passionsfrugt en gul eller lilla farve. Når man skærer den i to, finder man lækkert frugtkød, som er fyldt med små kerner. De små, spiselige kerner bidrager til frugtens tekstur og giver en let knasende fornemmelse. Frugtkødet har en syrlig-sød og aromatisk smag.

Passionsfrugt er fyldt med næringsstoffer
Passionsfrugt er fyldt med næringsstoffer, især C-vitamin. Den har ligeledes et højt indhold af antioxidanten betakaroten, som udover at fremme et bedre syn, også har stor betydning for hud, hår og slimhinder.
Ved at spise 100 g passionsfrugtkød, får du 33% af det daglige anbefalede C-vitamin. C-vitamin er en af de vitaminer, som spiller mange vigtige roller i kroppen.

Hvorfor er C-vitamin så vigtigt for os?
C-vitamin styrker immunforsvaret og stimulerer produktionen af de hvide blodlegemer, der bekæmper infektioner i kroppen. Det er også en kraftig antioxidant, som beskytter cellerne mod skader forårsaget af frie radikaler, hvilket reducerer risikoen for kroniske sygdomme. C-vitamin bidrager til produktionen af kollagen, som er et protein nødvendigt for sund hud, hår, knogler og blodkar. Det fremskynder sårheling og vedligeholder en sund og flot hud. Kollagen hjælper også med at opretholde hudens elasticitet og fasthed, hvilket bidrager til at reducere ældningstegn som eksempelvis rynker, pigmentforandringer, fine linjer, mørke rande og poser under øjnene.
Samlet set er C-vitamin et væsentligt næringsstof, som bidrager til mange aspekter af vores helbred.

Hvordan anvender jeg passionsfrugt?
Du kan spise passionsfrugt, som den er. Du skal blot skære den i to og bruge en teske til at spise frugtkødet. Den dufter virkelig godt. Hvis du synes, at smagen er lidt for syrlig, kan du tilsætte lidt honning, inden du spiser den.
Der er rig mulighed for at bruge passionsfrugt på mange andre måder. Hvis du kan lide juice, er passionsfrugtjuice forfriskende og næringsrig, og det er nemt at lave derhjemme.